Pressemeddelelse: Kan Google holde, hvad de lover?

PM: Kan Google holde, hvad de lover?

06/06/2014
|

GoogleEmbedded1Da EU-domstolen midt i maj afgjorde, at EU borgere har ret til at blive glemt på Google, tvang de Google til at gå på kompromis med deres vision om et så korrekt og relevant billede af virkeligheden, som overhovedet muligt – så spørgsmålet er, om Google i forbindelse med denne sag kan holde, hvad de lover? – Det bliver i hvert fald ikke lige så nemt at få fjernet indhold i søgeresultaterne, som det hidtil er blevet fremstillet.

William Atak fra marketingbureauet ATAK A/S udtaler: ”Google vil med næb og klør forsvare deres søgeresultater som et relevant og korrekt billede af virkeligheden, hvilket betyder, at denne formular kun skal anses som en slags forespørgsel om at få fjernet noget – ikke en sikker eller på nogen måde definitiv løsning”.

Google vil ikke gøre det nemt for dig

Google er i sig selv en slags naturkraft og er samtidig “berygtede” i branchen for at være svære at komme i kontakt med, hvilket blot understreger, at man ikke kan stole på denne formular alene.

Indholdet, der ønskes fjernet fra søgeresultaterne, skal kunne kategoriseres som irrelevant, forældet eller på anden måde upassende, før det reelt bliver taget i betragtning. Dette fjerner garantien for at få indholdet fjernet, som William Atak hypotetisk spørger til; ”Hvad gør indhold irrelevant, forældet eller på anden måde upassende?. Dette skal vurderes fra sag til sag af Googles special-team”. William Atak påpeger yderligere: ”Har indholdet en vis offentlig interesse som eksempelvis kendisser, nyere økonomisk bedrag eller pædofili, vil Google med høj sandsynlighed ikke fjerne det, og ender du med at få afslag, er du tvunget til at gå rettens vej. Det går jo imod, hvordan samfundet fungerer i dag, at man gerne vil have information om alt og alle”.

De dårlige nyheder stopper ikke der. Behandlingstiden er på nuværende tidspunkt ukendt, og det er stadig usikkert, hvordan dette vil manifestere sig i søgeresultaterne. ”Dog vil det fjernede indhold med stor sandsynlighed blive erstattet af en slags erklæring om ansvarsfraskrivelse”, fortæller William Atak, ”og der er også meget, der tyder på, at der i denne erklæring vil optræde en form for information om, hvad der er blevet fjernet – ligesom det er tilfældet, når Google fjerner indhold, der krænker ophavsretten”. Google vil desuden informere kilden om, at det bliver fjernet, hvilket vil kunne få yderligere konsekvenser.

William Atak understreger, “desuden skal man gøre op med sig selv, om en erklæring i søgeresultatet vil sætte ekstraordinært fokus på noget, der som udgangspunkt ikke var så slemt endda”.

Den alternative måde at få bugt med uønsket indhold

William Atak fortæller yderligere, at den vigtigste pointe, man skal være klar over, er, at indholdet stadig vil eksistere på det respektive medie og dermed stadig kan findes, hvorfor det også er meget vigtigt, at man stadig er påpasselig med, hvad der deles på internettet.

Ønsker man dog at være helt sikker på, at den dårlige omtale bliver fjernet hos kilden (eller alternativt søgeresultatet bearbejdet), får man stadig brug for at selv bearbejde det yderligere eller få professionel assistance.