Find et godt domæne med disse 20 råd fra Atak A/S

Domæne

Hvad er et domæne/domænenavn?

Et domæne/domænenavn er navnet på en hjemmeside. I Danmark bruges .DK domæner og administreres af DK-hostmaster. Et domæne kan købes af både private og erhverv hos forskellige domæneudbydere, og prisen varierer typisk omkring 50-150 kr., og ved fornyelse betaler man oftest direkte til DK-hostmaster. Prisen er kr. 45,- årligt inkl. moms. Nogle domæneudbydere kræver et administrationsgebyr ved fornyelse, altså en betaling udover prisen til DK-hostmaster.

Når man køber et .DK domæne, er det ikke ensbetydende med, at man ejer det. Man kan f.eks. ikke købe registrerede navne, som f.eks. CocaCola.dk, McDonalds.dk m.m. eller domæner med slåfejl, f.eks. McDonals.dk. Der findes et klagenævn for domæner, hvor man kan indgive sin klage, hvis man mener, at ens navn/firmanavn misbruges af andre, men der skal være overvejende beviser for, at der er tale om misbrug.

På engelsk kaldes et domæne for domain, domain name eller web domain. Der findes domæner for hvert enkelt land (.SE for Sverige, .NO for Norge, .DE for Tyskland osv.) , men der findes også Top Level Domains (TLD) som .COM, .NET, .ORG osv.. De fleste landes domæner kan købes af alle i hele verden, men der findes lande, hvor kun registrerede virksomheder eller personer, der har relation til indholdet på domænet, der kan købe det.

På et domæne kan du lægge din hjemmeside, blog eller din webshop op. For at kunne lægge en hjemmeside op på et domæne, kræver det, at man har et tilknyttet webhotel. Uden et webhotel kan en hjemmeside ikke vises på internettet. Der findes en del billige webhoteller på markedet, hvor priserne går helt ned til 5 kr. pr. måned. Det kan dog ikke altid betale sig at købe et billigt webhotel.

Man skal dog være forsigtig, når man køber et domæne, da mange virksomheder kommer i klemme i forbindelse med køb af domænenavne. Vi anbefaler, at man altid køber et domæne i sit eget navn og f.eks. ikke i webmasters eller hos en udenlandsk udbyder, hvor du oftest ikke får loginoplysninger til DK-hostmaster.

20 gode råd til at finde et godt domæne

1. DK-domæne
Hvis du har danske kunder, skal du have et DK-domæne. Selvom du har et rigtig godt .COM domæne, er det altid en god ide at anskaffe sig .DK domænet også. I Danmark er det mest normale at benytte DK-domæner. Hvis du har brandet dit firmanavn og kun har COM-domænet, vil dine kunder gå forgæves, hvis de direkte taster ditfirmanavn.dk.  Hvis dette domæne er ejet af en anden eller måske endda konkurrenten, kan du med sikkerhed vinke farvel til nogle nye kunder.

2. Internationalt domæne
Satser du internationalt, kan du stadig godt nøjes med dit DK-domæne, men det er en god ide at have domænet i .COM, . NET, .ORG og for eksempel i nabolande Sverige (.SE), Tyskland (.DE) osv. I nogle lande skal man være en registreret virksomhed i det pågældende land for at købe domænenavnet. Det gælder f.eks. i Norge (.NO) og  Tyrkiet (.COM.TR).
Det er dog vigtigt, at dit domænenavn kan udtales af udlændinge. Den mest sikre måde at tjekke dette på, er om navnet kan udtales på engelsk.

3. Brainstorm
Brainstorm på ord, der er relevant i din branche og skriv dem alle ned. Eks. hvis du er i rejsebranchen, så skriv: Ferie, rejse, billig ferie, skiferie, sommerferie, flyrejse, flybillet, billige flybilletter, sol, strand osv. Når du først har fået skrevet en masse ord ned, vil hele processen forløbe meget nemmere.

4. Dansk eller udenlandsk betegnelse
Gør dig nogle overvejelser om domænenavnet skal være et dansk betegnelse eller f.eks. engelsk. Mange i Danmark bruger også ord på latin. Sandsynligheden for at et DK-domæne er ledigt er meget større, hvis du bruger udenlandske ord. Et godt eksempel er f.eks. StarTour.dk. I Danmark er vi gode til engelsk og har taget det engelske sprog til os. Derfor skal du ikke være i tvivl om dit navn kan brandes med en engelsk betegnelse. Læg dog lige mærke til, at StarTour også ejer StarTur.dk.

5. Firmanavn eller betegnelse af produkt/ydelse
Gør nogle overvejelser om det er firmanavn eller betegnelse af produkt/ydelse, du vil bruge i domænenavnet. Eller måske en kombination. Der er oftest flere ledige domæner, når man bruger en kombination, men det er samtidig ensbetydende med at domænet bliver længere.
Hedder dit firma f.eks. Jensen Skilte, er det oplagt at vælge domænet jensenskilte.dk, da sandsynligheden for at jensen.dk og skilte.dk er ledige nok er usandsynligt.

6. Forkortelser af navne og betegnelser
Hvis vi antager, at eksemplet i punkt 4 med jensenskilte.dk er optaget, kan du overveje at gå efter forkortelser. Domænet bliver kortere, hvilket kan være en fordel, men det er ikke altid nemmere at huske, end hvis det var længere og nemmere at huske. I dette eksempel kunne du f.eks. vælge jenski.dk.

7. Læg betegnelse og ord til
Læg en betegnelse/et ord til, i starten eller i endelsen af dit navn eller betegnelsen for dit produkt/din ydelse. Der er gode eksempler på disse blandt store danske virksomheder. MyTravel, MyBanker, BilBasen m.m.

8. Slang-domæner
Nogle gange kan det lykkes at finde korte domæner, hvis man benytter sig af en slags slang, hvor man erstatter nogle bogstaver med andre, der er tæt på det oprindelige. Et godt eksempel er Newz.dk.

9. Slettede / Ikke fornyede domænenavne
Følg med i slettede og ikke fornyede domænenavne. Her kan du være heldig at finde et rigtig godt domæne. Men du skal være hurtig, for du vil absolut ikke være den eneste, der følger med på den liste. Netnationen og Webhosting har en liste, hvor du kan følge slettede og ikke fornyede domæner.

10. Domæne der kan brandes
Find et navn, både du og dine nærmeste tror på. Et navn, der på sigt kan brandes og har gode fremtidsmuligheder.

11. Søgeord i domænet
Her er det igen om du skal have betegnelse, produkt eller ydelse med i domænet. Selvom det måske ikke har så stor en betydning på sigt, så er betegnelsen for produkt og ydelse i et domæne, med til at skabe hurtigere SEO resultater. Hvis dit domæne hedder jensenskilte.dk, vil det have større SEO effekt hvad angår ranking på søgeordet ”skilte”, end hvis dit domæne hed jensen.dk

12. Tjek om domænet er ledigt og spørg venner
Tjek alle de forslag du har fundet, om de er ledige. Skriv alle de ledige ned i et ark for sig selv. Hurtigst muligt derefter tager du fat i venner og bekendte og hører deres mening. Har du mange forslag, så bed dem om at stemme på tre domæner. Har du få, kan de stemme på ét enkelt. Det domæne, de fleste synes om, køber du med det samme uden videre overvejelser. Er der to der har fået samme antal stemmer, eller er du i tvivl om det skal være det ene eller det andet, så køb dem begge.

13. Domænet er optaget
Hvis et domæne, du er interesseret i, er optaget og officielt ikke er i brug, kan du oftest finde personens kontaktoplysninger, der hvor du søger på domæner. Man kan ikke længere se mail-adresse på ejeren af et domæne. Men du kan skrive et kort brev eller ringe til vedkommende og fortæl, at du er interesseret i domænet og giv et bud, du kan leve med og de ikke kan afslå.

14. Specielle/danske karakterer
Hvis du køber et domæne med specielle karakterer, f.eks. danske æ-ø-å, så skal du være opmærksom på, at besøgende fra udlandet vil få et problem med at besøge din hjemmeside. Registrer derfor altid domænet både med og uden specielle karakterer. Mærsk.dk og Maersk.dk og lad den ene pege på domænet, du vælger som hoveddomæne. Med hensyn til udenlandske besøgende, er det en god ide at vælge Maersk.dk som hoveddomæne.

15. Flere stavemåder
Kan navnet staves på flere måder eller har folk generelt tendens til at stave det på flere måder, selvom det ikke er grammatisk korrekt, registrer da stadig alle domæner og lad de ”forkerte” pege til hoveddomænet. Et eksempel kunne være finansiering og financiering.

16. Bindestreg i domænet
Det er en god ide, at købe dit domæne både med og uden bindestreg, hvis dit domæne er sammensat af f.eks. to ord. Igen kan du lade det ene domæne pege på hoveddomænet. 45 kr. om året er godt givet ud for at beskytte sit domæne.

17. Korrekt udtalelse
Internetverdenen er globaliseret, engelske ord er en del af hverdagssproget og det danske sprog med stumme bogstaver, kan let være årsag til at dit domænenavn kan misforstås, når du mundtligt oplyser det.  Et eksempel kunne være Bibob.dk. Får man det oplyst mundtligt, kan man hurtigt komme i tvivl om det er Bibob, Bibop, Beebob, Beebop, Bebob, Bebop. Mulige kunder skulle nødig give op og finde en konkurrent.

18. Misforståede domænenavne
Pas på med sammensætninger, der kan resultere i at dit domænenavn misforstås. Se bare dette eksempel: Pen Island er et firma der sælger kuglepenne. Deres hjemmeside hedder Penisland.net. Kan du se pointen?

19. Registrerede firmanavne og betegnelser samt typo-squatting
Vær forsigtig med at bruge registrerede navne i dit domænenavn. Hvis du f.eks. ejer en burgerbar, er det nok ikke særlig smart at købe MCdaniels.dk. Så kan du været sikker på at du får Mcdonalds på nakken. Tag ikke chancer med domænenavne. For der kan gå lang tid, før du bliver opdaget og al den tid du har bygget trafik, pagerank og page strenght på dit domæne, kan være spild af tid.

Lad være med at benytte dig af typo-squatting, for dit domæne kan blive taget fra dig. DK-hostmaster har nu faste retningslinjer, der ikke tillader den slags.

Typo-squatting betyder at et domæne, der ligger tæt op af et andet domæne, hvor f.eks. det oftest staves forkert. Britney Spears har kun et website, men der findes et hav af hjemmesider, hvor domænespekulanter har registreret domæner, hvor hendes navn er stavet forkert. Godtroende mennesker, der ikke kan stave til Britneyspears.com ender derfor på hjemmesider, de slet ikke ønskede.

20. Få hjælp af professionelle iværksættere
Opret en tråd i diverse fora, som f.eks. Amino, hvor iværksættere altid er villige til at hjælpe med gode råd. Hvis du har fundet et par gode domæner, så vær’ dog forsigtig med at oplyse dem i et åbent forum, før du har registreret dem. Selvom de fleste iværksættere vil dig det bedste, er der sikkert et par stykker, der vil komme dig i forkøbet og registrere domænet, før du når at reagere. Hvis dette sker, kan du desværre intet stille op.

Tilbage til ordbog

Bliv kontaktet!

+ Vælg produktområde*

OBS: Når du indsender dit navn, e-mail og telefonnummer i kontaktformularen, benytter vi dine persondata mhp. at skabe den ønskede kontakt. Læs mere i vores persondatapolitik.