Hurtcore: Børn og unge afpresses online til at mishandle sig selv

Hurtcore: Når børn og unge afpresses til at mishandle og ydmyge sig selv på nettet

Hurtcore er en form for ekstrem pornografi, hvor bagmænd afpresser børn og unge til at mishandle sig selv og filme det.
04/03/2020
|

Hurtcore er en form for ekstrem pornografi, hvor bagmænd afpresser børn og unge til at mishandle sig selv og filme det.

I starten af 2020 blev danskerne gjort bekendte med et voldsomt internetfænomen ved navn ’hurtcore’. Hurtcore er en form for ekstrem pornografi, som typisk involverer seksuel afpresning, ydmygelse, mishandling og seksuelle overgreb mod børn.

Hurtcore foregår ved, at anonyme gerningsmænd afpresser primært unge kvinder og piger til at dele billeder og videoer, hvor de mishandler eller ydmyger sig selv seksuelt. Når afpresningen stopper – oftest fordi offeret nægter at sende flere billeder eller videoer – deler og sælger gerningsmanden afpresningsmaterialet videre på det mørke internet.

Årsagen til, at hurtcore pludselig fyldte i de danske avisspalter, var en historie fra Danmarks Radio, hvor en anonym kilde havde indsamlet et omfattende katalog af krænkende billed- og videomateriale med unge piger og kvinder fra hele verden. Der var ingen danske ofre i det materiale, som Danmarks Radio fik adgang til, men flere hjælpeorganisationer og NGO’er har efterfølgende meldt ud, at de er blevet kontaktet af danske unge, som har haft lignende om end ikke helt så voldsomme oplevelser.

 

Hvad er hurtcore?

Hurtcore er en type ekstrem, ikke-simuleret pornografi, som produceres med henblik på videredeling eller salg på det mørke internet. Det starter typisk med, at en gerningsmand finder sig et ungt offer online, som han får overtalt til at sende sig et nøgen- eller delvist afklædt billede – i nogle tilfælde med løfter om betaling. En metode kan være at posere som en kvindelig kunstner, der søger nøgenbilleder til at tegne og male efter – og som selvfølgelig lover ikke at vise de intime billeder til nogen.

Når først gerningsmanden har et intimt billede, vil han med trusler om at dele billedet med offerets omgangskreds få overtalt hende til at sende mere materiale. Kravene er oftest forholdsvis milde i starten; ofre er blandt andet blevet tvunget til at spise hundemad og posere med skilte med ordene ”Jeg er en luder”. Gradvist eskalerer gerningsmandens krav dog – særligt hvis offeret nægter at adlyde – og der har været eksempler på unge piger og kvinder, som er blevet tvunget til at drikke deres eget tis, slå sig selv til blods, skære i sig selv eller stikke genstande op i sig, mens de filmer det hele. I et tilfælde er en gerningsmand gået så vidt, at han har fået en ung pige til at begå seksuelt overgreb mod sin egen lillebror.

Afpresningen fortsætter gerne over flere måneder, hvor gerningsmanden løbende er i kontakt med offeret. Når gerningsmanden mener, at han har nok materiale – eller når offeret ikke længere vil adlyde – vil han forsøge at dele og sælge det krænkende materiale på hurtcore-fora på det mørke internet. På disse fora kan man købe hele mapper med videoer og billeder af den samme pige. Og jo mere voldsomt og ydmygende materialet er, jo dyrere er det.

 

Hvem dyrker afpresning og mishandling af børn og unge?

Hurtcore-pornografi er så ekstremt, at selv de fleste pædofile føler sig frastødt af det. Materialet findes derfor ikke på ’normale’ pædofili-fora, men kun på websites dedikeret til hurtcore-materiale. Det er svært at sige noget konkret om, hvem og hvor mange det er, der dyrker hurtcore, men ifølge flere medier havde den mest kendte hjemmeside for hurtcore, Hurt2theCore, flere tusind brugere, før den blev lukket.

Eksperter vurderer dog, at forbrugere og producenter af hurtcore oftest er mænd, som bliver seksuelt ophidsede af at mishandle, torturere og ydmyge deres ofre mod deres vilje. Der findes brugere over hele verden, og i sagen om hurtcore fra Danmarks Radio blev det også afsløret, at den anonyme kilde, som havde givet Danmarks Radio historien, havde været i kontakt med flere danske mænd, der havde set og købt hurtcore-materiale.

 

Seksuelt overgrebsmateriale kan søges frem på Google

Selvom hurtcore lever på det mørke internet, sker det også, at det siver ud på det åbne internet. I forbindelse med Danmarks Radios dækning er det blandt andet kommet frem, at billedmateriale med flere af ofrene let kan findes på Googles søgemaskine – herunder det førnævnte eksempel med en pige, som blev tvunget til at begå seksuelt overgreb mod sin bror.

Man kan undre sig over, hvordan sådan noget materiale kan finde frem til Google. Men det skyldes, at hurtcore-brugerne anvender søgemaskineoptimering til at manipulere Googles algoritme, så det krænkende materiale kommer frem, når man søger på et offers navn. Google er blevet gjort opmærksom på, at der ligger materiale med seksuelle overgreb mod børn i søgemaskinens resultater, men det er ikke noget, som Google vil fjerne af egen drift. Søgemaskinen ønsker nemlig ikke at censurere internettet og risikere at fjerne materiale, som ikke er ulovligt.

Hvis man står i en situation, hvor man har fået delt intime billeder eller decideret hurtcore-materiale – eller kender nogen, som har oplevet det – har man flere muligheder for at få det fjernet. Man kan blandt andet melde det til politiet eller Red Barnet, som har en hjemmeside dedikeret til anmeldelse af materiale med seksuelle overgreb mod børn. En anden mulighed er at starte et Online Reputation Management-forløb hos et bureau som ATAK. Ved Online Reputation Management vil man gå ind og rydde op i Googles søgeresultater, så det krænkende materiale enten bliver fjernet helt eller skubbet så langt ned i resultaterne, at det ikke let kan søges frem. Du kan læse mere om Online Reputation Management her på siden, eller du kan kontakte ATAK via kontaktformularen i højre side.