Shitstorm-analyse: Analyse af de største shitstorms i 2018

Analyse af shitstorms 2018

18/02/2019
|

De 10 største danske medier har henover 2018 dækket historier, der har fået voldsomme reaktioner fra læserne på de sociale medier. Både danske virksomheder og det offentlige rammes hårdt i 2018, hvorimod politikerne slipper fra at komme i top-10 listen.

Reputation Management-bureauet ATAK har foretaget en analyse, der udnævner de 10 absolut største shitstorms i 2018. Analysen tager udgangspunkt i 10 landsdækkende medier og deres omtale af de enkelte shitstorms. I analysen er der lagt vægt på aktiviteten på sociale medier med fokus på Facebook.

Ifølge ATAK har læserne i 2018 været mere aktive på mediernes profiler på sociale medier sammenlignet med 2017. Det kommer ikke bag på bureauet, da der har været nogle enorme afsløringer i 2018, der har fået sindene i kog.

”Medierne bliver bedre og bedre til at bruge de sociale medier i kommunikationen med deres læsere, hvorfor mønsteret på ingen måde overrasker os. I 2018 er der flere finansielle afsløringer, der påvirker den enkelte læsers følelser – lige fra flaskedrengen til direktøren – og så går man til tasterne. Det er også bemærkelsesværdigt, at den løbende dannelse af befolkningen i forhold til bedre digital opførsel endnu ikke har haft nogen effekt på de sociale medier. Læserne holder sig ikke tilbage, og det er skadeligt for fx de omtalte virksomheders digitale identitet”, siger William Atak, ekspert i shitstorms.

Fakta: ATAK har i sin analyse ”De største shitstorms i 2018” taget udgangspunkt i følgende medier: Berlingske, BT, Børsen, DR, Ekstra Bladet, Finans, Jyllands-Posten, Information, Politiken, TV2. Analysen er udarbejdet fra den 16. januar 2019 til 29. januar 2019.

Yderligere info og fakta om de enkelte shitstorms kan findes her.

Her er de 10 historier, som fik flest danskere op ad stolen i 2018:

  1. Danske Bank
  2. Britta Nielsen
  3. Top Toy
  4. CBS
  5. H&M
  6. Bageren Ali
  7. Sundhedsplatform
  8. Taxaselskaber
  9. Dominos
  10. Ilse Jacobsen

1. Danske Bank

Den største shitstorm i 2018 var sagen om Danske Banks hvidvaskning af penge i deres Estiske filial.  Helt konkret er der tale om op mod 1.000 milliarder kroner. Indtil videre er sagen endt med, at flere højtstående personer i Danske Bank blev fyret med et gyldent håndtryk. Disse personer er efterfølgende blevet undersøgt af Bagmandspolitiet. Derudover er bagmandspolitiet i gang med en større straffelig efterforskning om, hvorvidt banken har brudt loven. I første omgang er der tale om en klækkelig bøde, og efterforskningen, der foregår i Estland, kan udløse fængselsstraffe. Efterforskningen forventes afsluttet ved udgangen af 2019 eller begyndelsen af 2020.

Analysen viser, at Danske Bank-shitstormen procentuelt har fået flere brugerreaktioner på de mere generelle medier end på de finansielle mediers sociale profiler.

2. Britta Nielsen

Britta Nielsen blev et navn, som alle danskere fik kendskab til i oktober 2018. Her kom det frem, at den 64 årige kontorfuldmægtige Britta Nielsen var mistænkt for at have svindlet for 111 millioner tilskudskroner, der skulle være gået til projekter for samfundets mest udsatte. Britta Nielsens søn er også anholdt i sagen, da han skulle have modtaget 3,6 millioner af Britta Nielsen. Hun blev anholdt i Johannesburg i Sydafrika og blev stillet for en dommer i Danmark. En større undersøgelse er fortsat i gang, og sagen er endnu ikke afsluttet.

Analysen viser, at Britta Nielsen-shitstormen procentuelt har fået flere brugerreaktioner på de mere generelle medier end på de finansielle mediers sociale profiler.

3. Top Toy

Firmaet Top Toy, der stod bag Fætter BR og Toys “R” Us, blev i december måned erklæret konkurs. Først lød beskeden, at alle gavekort var ugyldige, og det vakte harme blandt dem, der havde gavekort til butikkerne. Sidenhen bragte Top Toy dog beskeden om, at man kunne bruge gavekort året ud. Historien om de mange lukkede butikker medførte mange bedrøvede kommentarer, hvor folk tilkendegav, hvor trist det var, at en historisk butik som Fætter BR skulle lukke. Efterfølgende har Salling valgt at opkøbe de danske Fætter BR butikker.

Top Toy er kommet i kategorien ”shitstorms” pga. de mange reaktioner – trods mange ikke var kritiske over for Top Toy eller kæderne Fætter BR og Toys ”R” Us.

4. CBS-sang: ’’Den danske sang er en ung blond pige’’

Sagen om underviseren, der følte sig krænket over, at CBS studerende og ansatte sang sangen ”Den danske sang er en ung blond pige”, indtager 4. pladsen. Årsagen til den store opmærksomhed var, at underviseren følte sig ekskluderet fra fællesskabet, da hun var af anden etnisk baggrund. Både Justitsministeren og Statsministeren udtalte, at det er chokerende, at man ikke kan synge en sang fra 1984, da sangen er en del af den danske tradition.

Analysen viser, at CBS-shitstormen har fået flest reaktioner pr. opslag end alle de andre shitstorms på denne liste.

5. H&M

H&M røg ud i en storm af racismebeskyldninger fra blandt andet en række store berømtheder. Baggrunden for shitstormen bundede i en kampagne, hvor en dreng af afrikansk afstamning bar en trøje, hvorpå der stod ”Coolest monkey in the jungle”. Moren til modellen udtrykte, at folk skulle ’’stoppe deres tuderi’’, da hun ikke kunne se sammenhængen mellem trøjen og racisme.

6. Bageren Ali

Ali Parnian fik smadret sin bagerforretning, da han nægtede at betale beskyttelsespenge. Da nyheden ramte befolkningen, hyllede både politikere og medier Ali for ikke at lade sig kue, og han blev hurtigt sat i bås som offer. Politikeren Mette Abildgaard startede en indsamling for at hjælpe Ali Parnian tilbage på ret køl, og hun opnåede en indsamling på 500.000 kroner. Dog viste det sig, at Ali Parnian var anklaget for afbrænding af en bil samt tyveri. Selvom Ali Parnian blev frifundet, valgte Mette Abildgaard at tilbageholde pengene, da hun mente der tegnede sig et broget billede af hændelserne.

7. Sundhedsplatformen

Kritikken haglede ned over sundhedsplatformen i 2018. Baggrunden for kritikken var flere fejl i systemet. Det kom frem, at medarbejdere gik ned med stress, fordi systemet skulle overtage de administrative opgaver fra assistenterne, men i og med IT-systemet bag sundhedsplatformen ikke fungerede, skulle lægerne og sygeplejerskerne selv varetage disse opgaver. Den største fejl var fejlmedicinering af patienter. Ifølge en brugerundersøgelse af sundhedsplatformen var kun tre ud af ti brugere tilfredse.

8. Taxaselskaber og prisstigninger

Henover jul og nytår valgte taxaselskaberne at sætte priserne op på deres køreture. Prisstigningerne fik folk til tasterne for at ytre deres utilfredshed, og mange valgte at boykotte taxaselskabernes ydelser. Den store utilfredshed blandt kunderne fik også taxaselskaberne til at droppe de store prisstigninger. Som kompensation valgte flere taxaselskaber at give store rabatter over nytår for at få folk tilbage i vognene.

Denne shitstorm er ift. reaktioner pr. opslag kun overgået CBS-shitstormen.

9. Dominos

I 2018 blev Dominos afsløret i fødevarefusk i TV2 programmet ’Operation X’, der afslørede nogle medarbejdere i at ændre på holdbarhedsdatoer. Yderligere var der eksempler på butikker, hvor der var tegn på rotter og skadedyr. Dette udløste en stor shitstorm i medierne, hvor både nuværende og tidligere kunder var forarget over, at man kunne drive en restaurant kæde på denne måde. Nogle Dominos-restauranter måtte efter kritikken lukke.

Analysen viser, at læserne i højere grad har kommenteret på Dominos-shitstormen sammenlignet med andre shitstorms.

10. Ilse Jacobsen

En række medarbejdere havde udtrykt sig negativt om arbejdsforholdene i virksomheden og Ilse Jacobsen som chef. Anklagerne mod Ilse Jacobsen var bl.a., at de ansatte flere gange havde oplevet at have været på arbejde uden mulighed for frokost- eller tissepause. På baggrund af kritikken valgte Ilse Jacobsen at forlade DR1-programmet ’Løvens Hule’.

Historien er omtalt i Børsen den 18. februar 2019.